Om at føle sig hjemme

Kære læsere

Så blev det mandag og en ny uge er skudt i gang. Jeg håber, at I har haft en dejlig weekend? Vores bød på mange rare ting. Familiebesøg og vaffelbagning, restaurantbesøg lørdag aften med to dejlige veninder, møre bøffer og tøsesnak, og søndag stod den på hygge, en tur på legepladsen med en glad dreng, solskin og en lille lur. Ikke så tosset.

I dag vil jeg vende nogle tanker med jer omkring det at finde det rigtige sted at bo. Måske nogle af jer står midt i den proces? Vi var den slags typer, der ledte efter det rigtige hus LÆNGE. Vi var rigtigt glade for vores lejlighed i Aalborg, hvor vi boede sammen i 5 år. Lejligheden var smuk, der var højt til loftet, originale plankegulve, stuk og dannebrogsvinduer. Jeg elskede at være tæt på alt – få minutters gang til gågaderne, butikker og caféer, og omvendt også tæt på fjorden, parker og grønne områder. Men vi savnede i dén grad at kunne være udenfor, derhjemme. Vi havde ikke en altan, og selvom det var nemt at smutte ud i det gode vejr, så er det bare ikke det samme som at kunne lukke døren op, ud til sin egen have, og lade inde- og udeliv smelte sammen. Og så var der drømmen om en have. At kunne plante sine egne blomster, i sin egen jord, at have blå himmel over hovedet og grønt græs under fødderne – ahh…

Husjagten gik i gang. Mit drømmescenarie var en klassisk murermestervilla i samme klassiske stil som lejligheden – bare i et hus. Min mand (eller kæreste var han dengang) var mere skeptisk omkring tanken om at bo i et gammelt hus, med gamle elinstallationer, gamle kloakker og så videre, selvom han også var glad for stilen. Og så ledte vi ellers. Og ledte lidt mere. Gjorde os tanker om, hvad vi skulle ende ud i – gammelt, nyt, renoveret? Vi så et hav af huse, og ingen af dem passede rigtigt ind i drømmen, og dem der gjorde, var enten for dyre eller blev solgt lige for næsen af os. Det var en overgang noget frustrerende, og jeg kan huske, at jeg dagligt tjekkede boligsiden.dk, og holdt øje med om det rigtige hus nu ville dukke op. Vi havde solgt vores lejlighed og boede i en midlertidig lejet lejlighed (hvor vi faktisk endte med at bo i et helt år!) og det at have et sted, der overhovedet ikke føltes som et hjem, men bare nærmest var et rent opbevaringssted for os og vores ting, dét var SÅ mærkeligt.

Efter lang tids søgen blev vi mere og mere lune på idéen om at bo lidt uden for byen, da vi faktisk kunne mærke, at natur, skov og vand trak mere end gågader og byliv.

Og pludselig dukkede der en dag et hus op, som skulle vise sig at være det helt rigtige for os. Vi havde lært af processen undervejs, vi vidste, hvad vi prioriterede højest, og selvom der skulle en totalrenovering til, så var vi heldigvis begge forelskede i huset, som lå dejligt tæt på skoven i en lille by, 10 minutters kørsel til Aalborg centrum og frem for alt, så føltes det bare rigtigt. For os begge. Og selvom det lyder som lidt af en kliché, så er det vist det bedste råd, jeg kan give. At det skal føles rigtigt, sommerfuglene i maven skal baske, og man skal kunne se sig selv i huset. Nu, fem år senere, er vi stadig hver eneste dag glade og taknemmelige over, at vi bor netop lige her, hvor vi gør. Renoveringen var en sej, men også sjov og spændende proces. Det er vidunderligt at bo et sted, hvor man føler sig hjemme. Kan jeg savne byen? Ja! Men så er jeg så heldig, at den ikke er langt væk…

Lige nu synes jeg især det er hyggeligt at følge med hos hende her, der har taget det helt store skridt og flytter ud af København med tre børn til Hornbæk, hvor en kæmpe renovering er i gang. Jøsses de er seje!

Hvad har I gjort af til- og fravalg med hensyn til hvor I bor? Og føles det rigtigt?

Rigtig god mandag til jer!

Onsdagstanker

Så blev det onsdag og jeg har ærligt talt været lidt i undtagelsestilstand i snart en uges tid. Snot, en kort overgang feber, tung i hovedet og bare generelt skidt tilpas. Synes det har varet længe nok nu! Sætningen “Alle er bare syge for tiden” synes jeg, at jeg møder igen og igen, men det er både frustrerende og irriterende ikke at have sin sædvanlige energi. Så jeg krydser mine fingre for at jeg forhåbentligt snart kommer ovenpå. Heldigvis er vores lille dreng forlængst frisk igen, og det er også det vigtigste.

I går midt i min selvmedlidenhed klikkede jeg en god gammeldags dymo-printer hjem, altså den helt oldschool slags, som jeg synes er så grafisk fin og cool. Og totalt nostalgisk, da den kom her til formiddag og jeg pludselig huskede den fra min egen børnehavetid… Jeg glæder mig til at finde min indre Monica frem og sætte labels på alverdens ting herhjemme 😉 Jeg købte den her

I øvrigt gik min eksamen i sidste uge super godt, og jeg forærede mig selv et bundt af nogle af mine favoritblomster for at fejre det. Nu vil jeg trodse mit tunge hoved og komme i gang med dagens to do-liste! Håber, at du har en dejlig dag.

Klem

I have a cold and I’m really not into it! Hopefully it will soon go away and I’ll be back to normal. On the plus side my exam last week went very well and I have celebrated with a bunch of flowers and I have also just bought a classic Dymo labelwriter – the really oldschool kind and I can’t wait to go all Monica and organize and label everything 🙂 Hope you have a nice day.

Ting, jeg vil lave i marts…

Så blev det 1. marts og dermed officielt forår! Så pyt med det faktum, at vores land pt. er én stor kummefryser 🙂 Solen skinner, sneen er smuk, og jeg glæder mig til at tage hul på marts måned og alt hvad den byder på.

Her er nogle af de ting, som jeg gerne vil lave (og glæder mig til!) i marts:

  • Færdiggøre min uddannelse til ‘Social Media Manager’ – eksamen venter i morgen og jeg glæder mig til få fortalt og forklaret om de refleksioner, der ligger til grund for denne blogs tilstedeværelse på de sociale medier (husk, at du finder bloggen på Instagram her og Facebook her)
  • Fejre min kære mands fødselsdag i selskab med familien, der kommer til brunch. Tænker at bage disse brownies til anledningen
  • Gå (endnu) flere ture i skoven. Vi er så heldige at bo nærmest klods op af en stor og fantastisk skov, og vi er generelt gode til at bruge den både i hverdage og weekender og gå ture med vores dreng i klapvognen – og både han og vi elsker det. Det er sådan en god måde at få renset hovedet på, få hyggesnakket, vendt stort og småt og få noget motion og frisk luft samtidig
  • Besøge KUNSTEN (som tidligere hed Nordjyllands Kunstmuseum). Jeg har slet ikke fået besøgt stedet siden den store ombygning og er nødt til at opleve det famøse spejlrum og have vores søn med derind – det vil han sikkert synes er sjovt
  • Holde påskeferie og nyde en god frokost med familien
  • Køre en tur til Blokhus og gå en tur, nyde vesterhavet og blive blæst godt igennem, hvilket for mig altid virker som ren balsam for sjælen
  • Spise en ualmindeligt god og snasket burger og catche up med en flok dejlige veninder her
  • Blive bedre til at lave madplaner. Der er bare for mange fordele til at lade være – mindre stress i hverdagen, bedre for økonomien, mindre madspild osv osv… Jeg er stødt på hende her på Instagram, som hver uge udgiver ny madplan, der indeholder lækre, grønne og børnevenlige retter, sågar med komplet indkøbsliste, lige til at gå til.
    Så er der vist ingen undskyldninger længere.
  • Købe flittigt ind af alle de fine løgplanter, der fåes overalt lige nu – påskeliljer, krokos, vintergækker… Og som et ekstra plus plante dem ud i haven, når de er færdige med at bringe glæde indendøre, så de kommer igen år efter år.
  • Få sorteret i min søns tøj, der er blevet for småt… Det er altid med lige dele vemod og glæde, når det igen er tid til at pakke en stak tøj væk, som han er vokset ud af. Tiden går alt for stærkt, og det er på én gang fantastisk og trist!
  • Finde en ny serie på Netflix, som min mand og jeg kan se sammen – vi er ikke ligefrem first movers og er først nu kommet i gang med Mad Men…! Har du nogle gode forslag, så kom endelig med dem!

Det var vist dét. Hvad skal du lave i marts?
Med ønsket om en dejlig ny måned,

It’s the beginning of a new month – spring is officially here although it’s hard to tell in this cold weather. Today I am sharing a list of things which I want to do in March – including spending time with my family, having a greasy burger with my girlfriends and visiting our local art museum KUNSTEN. What are your plans for the new month?

Søndag, snefnug og sociale medier

Jeg sidder i sofaen med en lille feberramt gut som binge-watcher Gurli Gris på Netflix i selskab med dyne og sut. Udenfor bryder solen igennem skyerne og store snefnug daler stille ned fra himlen.

Dagens anden kop kaffe bliver drukket, mens jeg får styr på de sidste terminologier og teorier til min opgave på kurset ‘Social Media Manager’ som jeg er i gang med at tage på UCN. Et super spændende forløb, som jeg har lært rigtigt meget af og forhåbentligt kommer til at bruge aktivt fremadrettet både professionelt og privat.

Sociale medier fylder jo så meget, og vi bruger dem som aldrig før – på godt og på ondt. Jeg hørte i går i nyhederne, at hver tredje dansker – efter egne udsagn – bruger for meget tid på dem. Og samtidig elsker vi dem. Jeg er selv, indrømmet, totalt afhængig af især Instagram og Pinterest – jeg elsker inspirationen, de lækre billeder og den livsglæde og æstetik, som de fortæller. Men jeg er samtidig meget bevidst om, hvad prisen er for, at man, groft karikeret, er i et nært kærlighedsforhold med sin telefon. Især efter jeg er blevet mor. For hvilket signal sender man til sit barn, hvis man hellere liiige vil tjekke Instagram end at være helt og uforbeholdent nærværende, når barnet har brug for det? Alene tanken om dét scenarie kan jeg slet ikke have….

Og alligevel sidder jeg her og skriver, mens jeg kunne have ageret livekommentator til Gurli Gris. Til mit forsvar skal det siges, at vi har set afsnittet sammen MANGE gange før, så både han og jeg har helt styr på, hvad der nu sker med Fru Kanins helikopter, mens hun redder Sigurd Skildpadde fra et træ. Man kan altid finde en undskyldning, ikke sandt? 😉

Hvad gør du dig af tanker om at være på de sociale medier og den tid, du bruger på dem? Og omvendt, hvad giver de dig af gode ting?

Nu vil jeg ønske dig en god søndag, lægge min telefon væk og koncentrere mig om min dejlige dreng – helt uforstyrret – for en stund.

Update – feberbarnet er netop faldet i søvn 💙 Tilbage til opgaven 👍🏻😆

Quiet sunday including preparation for an exam I’m taking next week. I have been following a class called ‘Social media manager’ and I have learnt a lot from it. We all seem to love social media, but it comes with a price – and to me, it’s important to be aware of the amount of time I spend on it. Especially after becoming a mom. What are your thoughts on this subject? I would love to hear them.

Have a nice day and thank you for reading.

Kom nu forår!

Med udsigt til de iskolde dage, som vejrudsigten melder, så drømmer jeg mig lige tilbage (eller frem om man vil) til plusgrader, sol og forår.

Egentlig øver jeg mig i at glæde mig over, at vi er så heldige at bo i et land med fire årstider. Og jeg er blevet bedre til det med årene. For jo, efteråret har sin charme, sin friskhed i luften og de smukke farver. Og vinteren kan være magisk med nyfalden sne, lav sol og smukke, frostklædte landskaber.

Men tanken om, at de kolde måneder er så mange, og de varme så få, rammer mig altid lidt, når sommeren går på hæld. Og helt ærligt, nu har der været koldt længe nok! En uge sydpå sidst i januar hjalp på det, men det danske forår må for min skyld gerne snart komme.

Hvad er din favoritårstid og hvorfor?

Rigtig god weekend herfra – må den bringe solstrejf, dejlige stunder, varm kaffe og god tid med sig!

Right now I’m dreaming about spring, sun and warmer weather. Although every season has it’s charm, all I can think about now is letting go of winter and cold.

What’s your favorite season and why? Maybe I’ll get another perspective 🙂

There’s gotta be a first time for everything

Kære læser

Først og fremmest tak fordi du har fundet denne blog og læser disse linjer.
En idé har spiret længe og nu er den kommet til verden.

Velkommen til min blog, hvor jeg vil dele øjeblikke og bidder af min verden med dig.
Jeg hedder Anne Louise, er 33 år gammel, gift med mit livs kærlighed Jacob, mor til Thomas på 2 år og har en kandidatgrad i kommunikation.

Jeg bor i hus med min lille familie i en lille by lidt nord for Aalborg.

Forvent – og glæd dig til – inspiration og livsglæde, boligindretning, mad, mode, livstanker om stort og småt og meget andet. Kun tiden vil vise, hvad vi kommer omkring 🙂

Velkommen til, jeg håber, at du vil blive hængende!

Pssst… Kig også gerne forbi min instagramprofil her og følg mig på Bloglovin’ her

 

Dear reader

A big thank you for reading these lines. This blog has been a long time coming, but now it’s here and I can’t wait to share pieces of my world with you! In my dreams this blog will be your go-to feel good blog containing content about interior, food, fashion and over all thoughts on life. Hope you’ll stick around 🙂