Efter solskin kommer regn

Glædelig søndag, kære læsere!

Sikke en fantastisk periode vi har haft med det lækreste vejr – vi har virkelig stornydt det, og det håber jeg også, at I har. Og så ved man da også, at man er blevet haveejer, når man bliver helt glad for sådan en regnvejrsdag, som vi har i dag, “for det er jo godt for græsplænen!”, haha. Og en regnvejrsdag kan jo også virkelig noget. Vi har spist ristede krydderboller og drukket kakaomælk, vores lille mand sover sen middagslur og jeg er ved at danne mig et overblik over næste uge og dens aktiviteter og gøremål. Noget, jeg forsøger at gøre hver søndag, for det hjælper med en form for ugeplan og en følelse af, at man ved, hvad man gør hvornår. Ellers kan det hele meget hurtigt flyde sammen, og jeg har efterhånden erfaret, at det ikke er hverken produktivt eller godt for sjælen i det lange løb.

Weekenden har budt på fredagshygge på terrassen med de første hjemmeavlede jordbær og en lørdag i barnedåbens tegn hos en kær barndomsveninde. Fantastisk dag med super vejr, søde mennesker, legende børn, lækker mad og kolde drikke – virkelig en dejlig dag.

Flyene rumler nu i det fjerne, der er stort anlagt Air Show i dag, og jeg håber ikke, at tilskuerne drukner i regn… Ej heller selvom det er godt for planterne! 😉 Og apropos haver, hvis de har din interesse, så synes jeg bestemt, at du skulle tage at følge Livsnyderhaven på Instagram – masser af fantastisk haveinspiration og som navnet antyder, nydelse og ro, i en fantastisk have, der ligger på en helt almindelig villavej i Aalborg. Jeg besøgte selv haven sidste sommer med en sød veninde, da der var åben have, og blev så inspireret i forhold til hvilket potentiale, der ligger i en helt almindelig parcelhusgrund. Wauw siger jeg bare!

Jeg vil ønske jer alle en rigtig god søndag, og vi blogges snart ved.

Du vil måske også synes om

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *